I sommeren 1970 var jeg “hjemme” på sommerferie hos min far på Nygård gl. Skole, det er det oprindelige navn på det sted, min far lejede af Herning Kommune for en periode på 10 år fra 1968 til 78. Han kaldte stedet “Activ Center”, her blev givet kurser i at lave masker, mime og osse afholdt han “Familiekurser”. Jeg boede på det tidspunkt på Skolehjemmet “Vejstrup”, lige landet den forsommer fra et Børnehjem på Kalundborgvej i Holbæk. Der var kursus, familiekursus som jeg husker det, vi er i Juli måned, og jeg hører pludselig nogle råbe højt inde fra stuen, der var en af deltagerne, som var “faldet” !!! Det var en kraftig herre som lå på gulvet, det skete var såmænd, at stolen han sad på, havde givet efter under ham !!! Min far havde anskaffet stole og borde fra FDB, det var stole med ben m/ træ-gevind, benene blev “skruet” op i sædet. Jeg var på dette tidspunkt fyldt 14 år, stor var jeg ikke, men løfte kunne jeg, så gik jeg ind og tog personen bagfra under armene, altså i armhulerne, og “stemte” ham op at stå !!! Han var meget taknemmelig, spurgte så vidt jeg husker, hvem der havde lært mig det “kneb” med at løfte, det havde min fars kæreste og sambo, Tove Lind, såmænd, Tove er Yoga instruktør, opg assisterede osse da denne herre skulle op at stå, hun trak, og jeg løftede (stemte) en herre på 125 kg ! op at stå. Ja, det var mit første møde med Louis Artell, aka “Leon” osse kendt som “Bager Bolle”, aktivt medlem af “Gruppe Eigil” under “Holger Danske” modstandsgruppen. “Eigil” var dæknavnet på Gruppeleder Povl Falk-Jensen. Den sommer talte jeg en del med Louis, det gjorde min far osse, min far spurgte Louis om ikke han ville “tage” sig af mig, pga at han fandt ud af at Louis boede ikke så langt fra mig på Fyn, i Gudbjerg, og at han rent ud sagt, ikke gad tage sig af mig !!! Jeg var på dette tidspunkt min far en klods om benet !!! Jeg var ret imponeret, dels over mig selv, fordi jeg faktisk havde løftet et menneske så stor og tung op at stå, dels osse over at Louis gad mig, han var virkelig et rart menneske, og jeg havde et stort behov for nogle at kunne tale med, min far og jeg havde et temmelig anstrengt forhold til hinanden, for nu at sige det mildt !!! Louis boede i Gudbjerg på Fyn, det er ca 8 km fra det sted, hvor jeg boede på Skolehjem på Fyn. Her drev han sammen med sin kone, Kitty, det lokale Forsamlingshus. De tog mig ind som deres egen, jeg var, så vidt jeg husker, Kitty drillede Louis med det, “du har da vist fået dig en søn ! hvaba ?” med et stort smil, både til mig og osse Louis, den søn de begge to ikke havde fået, de havde en datter på ca min alder, Lucienne, som var meget storsindet, hun var glad for mit selskab. Louis var ikke lige så nem, han brummede nede i køkkenet til Kitty, husker jeg, ” Ti stille kvinde ” , alle damerne, serveringsdamerne, grinede osse af ham, jeg sad nede i køkkenet ved siden af ham og hjalp, Louis var nemlig uddannet Kok-Tjener og Konditor fra d’Angleterre. Efter krigen blev han uddannet som Socialpædagog, i den funktion hjalp han tidligere modstandsfolk og deres familier, med dette og hint, det var tit invalide pensioner det handlede om, begrebet PTSD var ikke opfundet endnu !!! Han arbejdede for SEF, ” Sammenslutningen af Erhvervshæmmede fra Frihedskampen”. Vistnok ansat, så vidt jeg husker, under Svendborg Kommune. Jeg fik min gang i Gudbjerg hos Louis og Kitty i mine unge år. Resten kommer om en dags tid, det her er mit personlige mindeord / beretning om mit møde med “Leon” og modstands bevægelsen, og samtidig mit store held plus lykke, for havde jeg ikke mødt Louis, var jeg måske blevet dybt kriminel i en ung alder, jeg var nemlig begyndt at “rapse” i butikker, da jeg mødte Louis, det blev jeg vænnet lynhurtigt af med, en syngende lussing, samt en “skideballe” af nogle dimensioner plus toneleje, jeg aldrig havde prøvet før, stoppede “Festen” !!!